Den Skæve Rytter

Vi kan alle se det for os eller genkende ordene, ”Du falder sammen i den ene side”, ”ret dig op”, ”Kig op”, ”Træd ned i højre bøjle” eller en helt femte ting.

Der er ingen mennesker som er helt lige, vi har alle vores små skævheder og twist alt efter hvad vi foretager os i det daglige. Nogle er vores skævheder er vigtige for os, for at vi kan udføre en bestemt sport eller et arbejde og rent faktisk holde til det.
Det vigtigste er, at vi i vores helt eget unikke skæve mønster, kan bevæge os frit og uden begrænsninger.

Så det helt store spørgsmål er: ”Kan DU det?” Eller oplever du, at din krop begrænser dig og/eller har smerter?

Vores balance og timing er et vigtigt redskab i vores ridning, det er derfor vigtigt at din krop kan flyde frit med i hestens bevægelser og at du kan justere din vægt og dit tyngdepunkt for, at kunne give de korrekte signaler. Hesten er et ekstremt følsomt væsen, som konstant vil justere sig ind efter din vægt og balance. Så har du en tendens til at falde mod højre, vil du oftest opleve en usmidig hest når du arbejder på venstre volte og omvendt.

Det samme gælder hvis vægten forskydes frem, der vil du opfordre hesten til yderligere at gå på forparten, eller sidder du i en rotation, hvor hesten hele tiden aktiverer det ene bagben mere end det andet?
Vi bruger rigtig meget tid på vores dyr, hvilket også af og til kan mærkes på økonomien. Derfor oplever jeg mange ryttere der ikke prioriterer at lytte til egen krop.
Vores problemer som rytter afspejler sig ned i vores heste og omvendt. Jeg oplever ofte at se samme problematik hos rytteren, som jeg har set hos hesten.
Vores kroppe og hjerner er så smart udviklet, at vi altid vil prøve at komme i balance. Derfor ser vi at hvis bækkenet fx er roteret til den ene side, så står skuldrene modsat og igen hovedet i samme retning som bækkenet. Det samme gælder ved forskydninger og bøjninger.
Dette betyder også at vores hjerne lærer, at acceptere denne holdning som ”normal” og alt her udenfor betragtes som unormalt. Derfor kan man ikke bare lige rette op på sine egne skævheder, det kræver tid og korrigering.

Som autoriseret fysioterapeut har jeg den erhvervskade, at jeg ikke kun kan fokusere på hesten, men at rytteren også falder mig i øjnene.

Jeg tilbyder derfor også analyser og behandling af ryttere og andre interesserede, samt tilbyder at korrigere jer til hest, ofte i forbindelse med en behandling på briks.
Under en behandling går jeg ind og arbejder med bindevæv, muskler og led, for at genskabe den fri bevægelse i kroppen, instruere i øvelser og via hesten arbejder på at genskabe en bedre balance i ridningen og aktivt at bruge hesten som behandlingsredskab.

Jeg har taget kurser i strukturel bodyworker (Anatomy trains), hvilke er et arbejde med bindevæv og  bindevævslinier der løber igennem kroppen. Jeg ser og arbejder med hele kroppen, arbejder med områder hvor begrænsningerne kommer fra og ikke bare symptomerne. Jeg har uddannelse inden for akupunktur, sportsfysioterapien, Kognitiv terapi og er fysiopilates instruktør, samt arbejder med elementer fra Kranio Sakral og visceral(organ) behandling.

Jeg brænder for at arbejde med mennesker der skal tilbage til livet efter skader, fx efter hjernerystelser, hovedtraumer, nakkeskader, bækkenproblematikker m.m., og være med til at give mere kvalitet i hverdagen og i din sport.
Min store passion er ”Less is more” og arbejde med at genoprette kroppens system ud fra blide teknikker.

 

Du kan blive den første til at kommentere.