Når skaden er sket.

Vi går skiftevis og løber i et friskt tempo ud af vejen, det er tydeligt at mærke, den mange måneders lagrede energi, hun har i kroppen. jeg har snart ikke tal på, hvor mange gange vi har taget denne tur og det er langt fra den sidste.
Det er en af forårets første rigtige solskinsdage, så selvom temperaturen stadig kun er 7 grader, så kan varmen fra solens stråler mærkes i ansigtet, det bringer lidt bedre humør og håb med sig.

Det er nu 11 mdr. siden at vi måtte stoppe ridningen og 9 mdr. siden vi fik dommen. Den seneknude jeg troede var problemet, viste sig i stedet på en skanning, at være en dybereliggende ledbåndsskade i kodeleddet. En skade der pga. dårlig blodforsyning i området, har rigtig dårlig prognose for opheling.

Alle mål og drømme om hvordan stævne sæsonen skulle have set ud, samt forårets målrettede og intensiverede træning faldt til jorden.
Når jeg går her helt uforstyrret sammen med min hest, min ven, kommer alle spørgsmålene og tanker bliver sat i gang. Spørgsmål om hvor langt jeg vil gå for min trofaste ven igennem 12 år? Fakta er at hun er haltfri, fungerer som hyggehest, men måske kan hun aldrig holde til seriøs ridning igen?
Det får mig til at tænke på de statistikker og artikler, der på et tidspunkt florerede på nettet, som viste en kort levealder hos konkurrencehesten. Nogle af dem bebrejdede forsikringer, som en faktor der gjorde, at man valgte at aflive hesten. Hvad er det der sker? Hvorfor er det så svært for hesten at komme sig efter en skade? Eller er det simpelthen fordi vi ikke er tålmodige nok?

Jeg kan pga. min baggrund som fysioterapeut, ikke komme væk fra den sidste tanke. Vores krop er en fantastisk ”maskine”, der knokler for at hele sig selv. Desværre tror jeg ikke, at vi hjælper den godt nok på vej og giver den tiden, som der er behov for.
Prognosen for hvor vidt vi får en skadesfri hest, afhænger ikke kun af ophelingstiden af det skadede væv, men også rehabiteringstiden. Dvs. den tid det tager at træne vævet op igen. Hesten er nemlig først klar til den fulde belastning, når vævet har samme styrke, som inden skadens opståen og gerne endnu stærkere, så risikoen for re-skade mindskes. Studier viser atmaksimal arvævsmodning i et ledbånd, ikke opnås før efter 12 måneder. Selv da er det formentlig kun 50-70% af styrken der er generhvervet. Det betyder at selvom vævet fremstår som ophelet, ligger der forsat et stort arbejde i genoptræningen, hvis en ny skade skal undgås.
Et andet eksempel er muskelskader. Selvom muskelvolumen/størrelsen er genvundet, vil der forsat være en nedsat styrke og funktion, der kræver genoptræning. Vi kan derfor ikke altid bare regne med, hvad billeder og strukturerne umiddelbart fortæller os.

Ophelingstider:
Muskel	Ca. 3-8 uger Hele overrivninger 3-4 mdr.
Knoglevæv	Ca. 4-8 uger
Sener	Ca. 6-9 mdr.
Ledbånd	Ca. 6-12 mdr.
Brusk	> 1 år

En god tommelfingerregel er, at genoptræningen altid vil tage længere tid, end hesten har stået stille. Som eksempel betyder dette, hvis hesten har haft en seneskade og stået 9 mdr., så vil det minimum tage 9 mdr. at få hesten tilbage til samme niveau som inden skaden. Her skal der desuden tages forbehold for, om hesten har stået fuldt immobiliseret.

Jeg har i mange år arbejdet inden for genoptræning hos mennesker, der griber man forløbet an på en måde, jeg tænker man langt hen af vejen, kan overføre til vores genoptræning af hestene.
Hos mennesker påbegyndes rehabiliteringen fra dag 1, da man vil undgå at svække kroppen mere end højst nødvendig og give vævet bedste mulighed, for at komme sig. Når vi sætter ind tidligt med bevægelse, skabes der en bedre blodcirkulation og derved en bedre ernæring af vævet. Det er også derfor at man i dag, hurtigere anbefaler at hesten kommer på fold eller får kontrolleret daglig bevægelse. Rehabiliteringsforløbet inddeles i 4 faser. Hvis vi skal prøve at overføre det til hesten, vil det kunne se sådan ud:

Fase 1
”Den akutte fase”

Mål: Forebygge unødvendig svækkelse af kroppen grundet immobilisering. Reducere smerte og inflammation, opretholde optimalt blod og nerveforsyning. Bevare ledbevægelighed. Genetablere ledstabilitet.

Fasen løber fra den akutte skadesbehandling og frem til helingen er så fremskreden, at der gives ”go” for ridning. I denne fase vil træningen, efter dyrlægens anvisning, kunne indeholde forsigtig og kontrolleret ledmobilisering og stræk. Opstart af skridt ved hånd på jævnt hårdt underlag og man vil med fordel, opstarte kontrolleret neuromuskulær og proprioceptiv træning, ved at arbejde med vægtoverførelser på staldgangen.Ved neuromuskulær træning trænes samspillet mellem nervesystemet og musklerne. Når samspillet forbedres, opnås der bedre teknik, bedre fyring og styrke, pga. bedre nerveledning mellem muskler og nervesystemet. Denne form for træning sker i al bevægelse og forbedres ved mere kontrollerede og specifikke øvelser. Proprioceptiv træning er træning af ledstillingssansen. Det vil sige hjernens evne til at fornemme kropsdeles positioner og bevægelser , samt handle ud fra dette. Dette kan trænes ved hjælp af balanceøvelser og ved denne træning opnås der også bedre ledstabilitet.

Fase 2
”Den subakutte fase”

Mål: Forbedre neuromuskulær kontrol. Forbedre styrke og stabilitet. Forbedre konditionen

Denne fase påbegyndes, når vævet er stærkt nok til, at vi kan ride igen. Træningen foregår forsat på jævnt fast underlagt på lige spor. Det er også i denne fase, vi vil se, genoptagelse af alle gangarter.
Denne fase er lang og har først fokus på, at genopbygge udholdenheden. Udholdenhed trænes igennem ”long slow distance” (LSD) . Konditionen kan genopbygges på bare 3 mdr., men vævet kræver 3 gange så lang tids træning. LSD betyder længere distancer, i et lavere tempo.
I denne fase opstartes ridning på bane også igen. Først på store volter og primært med fokus på løsgørende og styrkende arbejde. Det er også i denne fase, der igangsættes mere koncentreret proprioceptiv træning, så den neuromuskulære kontrol, koordinationen og balancen igen bliver optimeret.

Fase 3
”Dynamisk avanceret styrke fase”

Mål: Øge udholdenhed og styrke. Skabe mere power. Forbedre muskulær balance

Først når vi er i fase 3 er hesten stærk nok til, at arbejde mere disciplin specifikt. Det er her vi begynder at øge sværhedsgraden, samt hvor intensiteten og volumen justeres løbende.
Forløbet vil altid være individuelt og bør foregå i samråd med dyrlægen eller anden trænings/fagspecifik person. Det er vigtigst at huske, det altid vil være det svageste væv der bestemmer tidshorisonten.

Fase 4
”Tilbage til normal belastning/ konkurrence”

Mål: Fastholde styrke og funktion. Undgå re-skade.

Det er i denne fase hesten er klar til genoptagelse af fuld disciplinspecifik træning.
Gradvis øges intensiteten og øvelsessværhedsgrad med henblik på, at vende tilbage til den fulde disciplinspecifikke træning og konkurrence.

Det er vigtigt at understrege, at træningsfokus, tidsperspektiv og forløb afhænger af hvilke væv der er skadet og i hvilken grad. Det er derfor vigtigt at udredning og genoptræningen foregår i samråd med dyrlægen og andre specialister inden for området. Nogle skader kan være så problematiske, at de ikke har den optimale opheling, opdages for sent eller at hesten sindsmæssigt ikke kan komme igennem en rehabiliteringsperiode eller igen kan fungerer på det niveau vi ønsker.

”Vi skal lære at kravle, før vi kan gå”.

De 3 første faser skal ses som trin på en trappestige og vi skal igennem dem alle, før vi har en hest, der er klar til den form for ridning, den klarede inden skaden og konkurrence.
Går vi ud fra dette, er det nemt at se, at der hurtigt går 1-2 år før hesten er tilbage på oprindelige niveau fra skadestidspunktet. Det er vigtigt at forstå, at overbelastning nedbryder vævet og derved øget risikoen for re-skade.
Så ikke nok med at en skadet hest koster mange bekymringer, den koster også meget i tid og penge.

Tid koster penge, Forhastelse koster liv.

Det er dyrt at have hest og det er rigtig dyrt, at have en skadet hest… Det føles i hvert fald sådan. Det er nok også derfor, jeg ikke kan lade være med at tænke man i enkelte tilfælde, måske kunne have gjort mere eller have været mere tålmodig?

Jeg ved pga. min faglige baggrund, at en ledbåndsskade er op til 1 år om at hele op, men måske ses der allerede god opheling efter 6 mdr. hos min hest? Dog ved jeg fra første skanning, at skadens placering har dårlige odds for opheling, hvilket skyldes ringe blodforsyning. Derfor vælger jeg, ikke at forhaste en re-skanning som det første. Jeg vælger så vidt muligt, at fremme blodforsyningen og derved ophelingen ved foldtid med fast makker, gåture og vedligeholdelse af hendes bevægeapparat.

Jeg ved at jeg kan dette, fordi jeg er privilegeret. Min hest står en times kørsel fra min bopæl, men jeg har af den grund lave opstaldningsudgifter, der gør, at jeg ikke også skal forholde mig til en økonomisk bekymring. Jeg er også et sted i mit liv, hvor tiden til ridning kan være lidt sparsom, derfor har jeg måske heller ikke haft helt så travlt, med at ville i gang igen.
Det er her jeg igen vender tilbage til tålmodigheden. For har vi for travlt? Hvis vi griber muligheden og giver mere tid i alle faser, ville vi så i den sidste ende have flere succeshistorier og færre re-skader?

Jeg har i forbindelse med min egen hoppes skade og i samtaler om genoptræning af vores heste, bidt mærke i ord, der ofte går igen i forskellige sætninger:”se om den kan holde til det”. For mig er det vigtig at understrege, at jeg ikke skal se om min hest kan holde til det. Min allerfineste opgave er, at jeg skal ”sørge for at den kan holde til det”.

Det er så langt jeg vil gå for min hest, jeg vil gøre mit allerbedste. Er det nye skanningssvar ikke optimalt, så får hun et år til.

Ophelingstider:

Kilder: Idrætsskadebogen, Michael Krogsgaard, Thorsten Ingemann-Hansen

Du kan blive den første til at kommentere.